Hopp til innhold

Side:Kinck - Steder og folk.djvu/100

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
96

ligger en god attest til vorherre i det, som om han virkelig mente dette med nihil humani o.s.v. Og naar de møttes, handtoges de ikke, og sukket ikke eller sa: «So fliteg paa kjyrkjesti?» Dengang ialfald gjorde de det ikke. Sommerbrisen gik fredelig i gamle bjerketrær; over muren og bak stammene lyste fjorden blaa og usalt, kruset av dovne, smaa indlandsbaarer. Der borte i kirkegaardens hjørne laa en voksen jente næsegrus paa en grav og hulket høit; det røde, stripete tjeld hadde hun trukket frem over hodet. Jeg husker det var ingen fersk grav, for der vokste alt syrestranter om hendes hodeplagg, der hun laa; det var altsaa neppe nogen død hendes sut gjaldt. Jeg forstod ingenting dengang; men der gik vel én, «ho inkji maatte have», ensteds. Hun søkte hit uten sky med sin kvide, graat den ned i vigslet jord. En sorgtung, middelalderlig ballade! Og dølerne stillet sig litt unda hende og lot det ske: der var intet underlig ved det, det skulde saa være ... Her var ingen dualisme i gemytsstoffet selv ved kirke, ingen pendlende fart mellem motsætninger.

Jeg var kommet fra denne balladens dal til rationalismens hjemstavn, fra det lyrisk dvælende i talen til den rappe, heftige rytme, fra