97
det svømmende barneøie til det gløgge, isblokkeblaa blik, som skar glas om det trængtes, fra den indelukkede lumre mystik til dagklart levevett og vilje. Og derfor blir det gudstjenesten jeg mindes, ikke kirken. Jeg behøver vel ikke si at selvfølgelig vet jeg nu, der fandtes begge disse ting ogsaa i Sætesdal – hestehandler og stev-skald – likesom jeg vet nu at begge ting ogsaa findes i Yttre Hardanger. Men dengang virket det ikke saa. Jeg visste ikke at rationalismen ogsaa eier sin vældige motsætning: henrykkelsen nemlig, ekstasen, som tar veiret fra én, hvad stevets vegetative lyrik aldrig gjør; stevet, som delvis den middelalderlige ballade, maa nøie sig uten helvedes-farten i tanken, uten de svingninger av eventyrlig raphet som i det religiøse kaster sig mellem Grjotnesplasset og Zululands missionsmark like ubesværet som trigonometrien springer fra + uendelighet over i ÷ uendelighet; stevets luft er ikke tindrende hvit og blaa. Derfor blev jeg ved hint første møte med den nye sort gudstjeneste staaende haandfalden, klomset.
Jeg forstod jo ikke dengang at jeg var bort i de to motsatte hovedtraader i norsk folkekarakter. Og da er det egentlig ikke det, som løper under det gjængse navn «tvisyn»,
