Musen lyder nu til os fra islagte tyske Alper, og en
ussel hjord grumser Helikon’s klare vand …
Han tænker vel her ogsaa tillike paa de «romantiske brødre» og deres søtladenhet, der de søker at efterligne Manzoni. – Et andet steds sier ham «a me sorride il puro genio di Flacco…» (Flaccus’s rene genius smiler til mig). Og han snakker alt i Juvenilia med «seerens» foragt om «gregge profano». – Denne beundring driver ham videre, han søker til Horats’s kilder, til det evige Hellas. Han skriver de tre digte Primavere Elleniche til kjærlighets og skjønhets pris. Det er lærde hymner til klassisk-græsk kunst og natur, til den kjølige skjønhet, til Elysiums sagnrike sletter; digteren fingerer at han flygter med sin Lina – han «den sidste søn av de æoliske hellige poeter» –, flygter fra citarklimpren og «de hæslige kyster».
Hans befatning med Horats røber sig i mangt og meget. Det røber sig f. eks. i en digtsamlings titel fra de sidste aar før Italiens samling – Giambi ed Epodi. Det dræpende mytologiske apparat har han, ja endog hetære-skikkelserne som Lalage og Lydia møter vi. Ved en og anden vending av overraskende skøieragtighet, hvorved han rister digtets alvor av sig, vilde man kanske ikke mindes Horats’s «nisi cum pituita molesta’st», hvis man ikke visste at han kunde ham utenad.
