Selv der hvor Carducci pleier være helt sig selv, i natursynet, falder der for læseren av samme grund et litet streif Horats ind – kanske sammen med Vergil –; jeg tænker saaledes paa indledningen til det før nævnte digt til Clitumnus’s kilder, dets tegning av landlivets nervedyssende, animalske ro. Og med Horats’s selvbevisste «vates»-digt er der sikkert et slegtskap i det til kritikken og journalisterne (i Giambi ed Epodi), med den pompøst, av selvfølelse overstrømmende apostrofe til hans egen digtning; han gaar nok i grav, sier han, men I, mine strofer, skal leve: «… Paa eders vinger slynger jeg ut mit hjerte, for tider som bærer større lykke i sit skjød …»
Men disse paavirkninger har alle præg av at forbilledet dog ligger to aartusener borte; Carducci har endnu ikke tilegnet sig den klassiske aand. Man ser det ikke bare i det lærde apparats utenpaahæng; men der er ogsaa rimede oder. Og indholdets virkning er uten vild smak, uten dette fjætrende syn som i Odi barbare, at der rinder rødt blod av kridhvite marmorstatuer. For den egentlige frugt av hans beundring for Horats og for klassikerne er disse hans hedenske oder.
Glosen «hedensk» er for tiden ved at størkne, den gaar igjen overalt, hul i klangen og letkjøpt, paa samme maate som glosen «Dionysos» gjør det. Egenskapen er gudbedre næsten litt
