sin samtids snobbede kunstsmaks alter? – for ogsaa den tid hadde sine snyltende petitmaitrer i kunst, som paa grund av indflydelse i politikken og andensteds krævet ret til at ha forstand paa kunst og at sætte smakens kurs. Har han ikke ved sin vældige græske import været med paa at tilintetgjøre den sidste rest av den romerske digtnings eget rytmiske instinkt? … Spør man slik, ja saa spør man bare mot et haabløst bjerg av literatur. Ingen har i umindelige tider set andet av Horats selv end snippen av en laurbærkrans, som stikker op over bokstablen; og saalænge digteren av den lille fantasi selv forblir saadan usynlig der bak bolverket, aner man jo ogsaa likesom bedre hvad klassisk vil si, og hvad «guldalder» vil si. – «Seeren» Horats er en av historiens kaateste skøierstreker.
Det tør vel hænde at Carducci er en av de sidste elever, som denne «vates» faar. – Allerede tidlig har han været optat av Horats. I Juvenilia, anden bok, er han paa vei til den klassiske antik og forbereder det, som kommen der er et langt digt til Phoebus Apollo, blekt, lærd, med hele det klassisk-mytologiske apparat. Og der findes et, fyldt av protest mot det germanske kultur- og kunst-element:
… Flaccus. din skjønne Apollo veg for teutonerne
og den formløse Odin, og rømte den latinske jord!
