der et originalt billede? Er det ikke det klassikerens tyske utgaver godtgjør i anmerkningerne at dette er hvad man mi helst kalder plagiat, fra grækerne? Er der fantasi? – Eller hans «satirer», som altsaa ikke er satirer i vor betydning, men versificeret behandling av novellistisk stof, – røber ikke de at han egentlig forstod den jevne hverdag og her var egte, at han her i grunden hadde noget av Boccaccio’s grep paa interiør, med en liten anekdote i midten eller som point? Eller det enkle genre-billede ved aaen fra Brindisi-reisen – gir det ikke et glytt ind til den selvsamme art øienslyst ved landskap, som sat hos Cellini, der han skitserer hint billede fra sin flodfart hjem igjen fra den hovne venezianer-billedhugger? Eller «seeren» Horats – er han i grunden ikke et av disse mange ofre, kulturhistorien har at opvise, et forhutlingens golde resultat, en dilettant forkvaklet ved tænkning fra græsk dialektik, hvorved han mot sin natur og temperament indsyltedes i hint filosofiske studiums generalisations-forgudelse, i kulsvier-troen paa det avsluttede, det fuldendte, det «uforanderlige», det «almene» – dette klamme tanke-utyske med de mange navne –, mens selvfølgelig det enkelte og det individuelle og det i utvikling – det man forstaar ved personlighet – efterhaanden fik hans foragt? – Og vil man endvidere spørge: Men ofret han, Mæcenas’s hyrede verssmed, ikke paa
