Carducci i antikkens mytologiske forestillings- og billed-kreds. I italiensk poesi førte han ind en personligere følemaate, et bløtere sind, fandt nænsommere toner – det er hans betydning; og ovenpaa ham fulgte det paa samme tid nervøse og trodsige aarhundrede. – Ogsaa andre ældre italienske digtere har vel øvet indflydelse i Carducci’s ungdom; der stod jo et brusende veir over landet dengang, da poeter som nord-italieneren Prati († 1885) sang, ogsaa en skikkelse som efter alle merker at dømme endnu ikke indtar den plads i bevisstheterne som ham tilkommer. Og i det veir hadde Carducci den lykke at være ung. Det var jo heller ikke længe siden Giusti’s († 1850) eggende stemme hadde lydt; ogsaa Carducci har, som han, Brindisi (skaaltaler), og der er hidsige digte mot tyskervældet, om «guerra a tedeschi, immensa eterna guerra», som i en Santa Croce-sonet (i Juvenilia), eller i Sicilia e la rivoluzione; og der er digte brusende av daad og triumf som Le nozze del mar fra juli 1869 (i Giambi ed Epodi).
Men Carducci har ogsaa søkt utenfor landets grænser. Jeg nævnte i en anden forbindelse Heine; han sier ensteds selv i en avhandling at han beundrer hans Atta Troll, hvor der satiriseres over den tyske filister; han nævner der hans «intima e splendida arguzia» (vid). Men han har været særlig optat av hans smaadigte,
