og hvad der er literatur. Veiledning gir han jo selv for en del i de grundige utgaver av sine verker, hvor han som sin egen kommentator gaar sine egne poetiske billeder efter i sømmene og ved aapenhjertige henvisninger bekjender hvorfra han har dem.
Jeg har før nævnt Leopardi († 1837). Faa italienere i de unge, hypokondre aar, da man er rik nok til at være ulykkelig, kommer forbi den digter. Der er noget sugende ved hans stadige «patria infelice», «prole infelice» eller «sconsolata prole» (trøstesløst avkom); ja, selv naar hans søster gifter sig, tænker han i bryllups-digtet paa det ulykkelige, forkrøblede avkom, Italiens «miseri figli». Der er en vækkelses-prædikants glød og hysteriske jag over hans digtning. Men for et naturel som Carducci kunde den paavirkning selvfølgelig bare bli forbigaaende. Sammenstil f. eks. hans uforsagte bryllups-digt i Giambi ed Epodi, saa faar man et klart billede av hans tro og hans beruselses naive styrke: … «Esca a l’Italo sole una robusta prole!» (trin frem for Italiens sol et kraftig avkom).
Jeg har ogsaa nævnt Ugo Foscolo († 1827, men født tyve aar før Leopardi). Han ligner personlig Carducci mere. Som digter hører ogsaa han hjemme ved Arno’en og de toscanske koller; han hadde ogsaa en avholdt bror, som døde fra ham og som han besynger. Han færdes ogsaa som
