rullert som omvendt, sammen med den bigotte Fogazzaro og mangen anden skald ved sit livs solnedgang.
Naar man skiller ut hos Carducci, hvad der især er hans eie, hvad der er det uforanderlige i ham, den selvfornyende kjerne, da blir det det, som hører Maremma-tiden til; saa er det med natursansen, den rastløse handletrang, livs-appetiten – selv hvor den tar sig ut som den stuelærdes trang til at slaa sig løs; saa er det med trodsen og stædigheten, med hans hele sanitá plebea. Der er en rem av Maremma-folkets hud ved alt hans væsen. Det er ingen forfinet skikkelse, men en robust landsens natur, en sund anden eller tredje generationens mand, som har skaffet sig det sidste manglende tilbehør kultur ved læsning. En firskaaren skikkelse med et firskaaret hode paa en kort, sterk hals, en bred tryghet med en okses godlidende ringeagt for omverdenen. Han er fra bøflernes sidste fristed i Italien.
Hvor det gjælder en saa belæst poet som Carducci, er det uraad for en lægmand at ville skille ut hvad der er egte, det vil si: hvad der er hans,
