som han har oversat mange av; han har visselig egentlig hat den plan at overflytte den germanske ballade til italiensk grund, for at rette paa visse ting udi literis og berike med metriske nyheter. Det udmerkede digt i ballade-stil Faida di comune maaler hvor dypt og inderlig han har tilegnet sig Heine’s form; der er saaledes gjentagelsen fint anbragt som lyrisk apparat, der er det stille episk fremadglidende. – Men han har ogsaa nippet til andre tyskere og plukket versformer, han har lyttet til v. Platen’s og Goethe’s rytmer – han har f. eks. oversat König von Thule. Og fra Herder’s Stimmen der Völker har han indført ting, likesaa fra Uhland. – Han har ogsaa arbeidet med gammelfranske og spanske romancer.
Men sine betydeligste digte skylder han visselig indflydelse fra V. Hugo, til hvem han ogsaa har skrevet et begeistret hyldningsdigt. Carducci har i dette forhold endog været ute for beskyldning for plagiat; det er i det hele betegnende for hvor nær efterligningen gaar det tilladeliges ytterste grænse, at den beskyldning undgaar vanskelig en moderne italiensk kunstner; det hænger vel som regel sammen med deres kloke blik for sukces: naar én kunstner – mener de vel – engang har været heldig i sin tale, saa bør alle tale likedan, eller ialfald bygge saa tæt indunder hans verk som mulig. Man har ialfald sagt om
