som vil det tillivs; selvfølgelig bød da ogsaa fra den første ungdom kristendommens resignation og hængehoderiet ham imot. –
Og her vil jeg nævne en skikkelse, som har spillet en stor rolle, kanske den største, ved dannelsen av Carducci’s personlighet – den som for levetiden sikret hans trods og hans egte italienske sky for al mystik bestemt indhold og retning. Det er Guerrazzi, maremmaner som Carducci.
Trods hans sykelighet – han led av epilepsi – har dog hans navn en revolutionær klang i sig, som Garibaldi’s, som Mazzini’s – men han er uforsonligere, steilere, hvileløsere end disse. Og hans betydning er, som saa ofte ved historiens luner, endnu ikke utredet og skikkelsen kommet paa den forgrunds-plads, som tilkommer ham; i det hele, naar man ser nøiere paa det italienske gjenreisnings-arbeide, saa føler man at det kanske ikke er saa faa, som det er tilfældet med. Man har endog sagt om ham at han er Italiens V. Hugo; han traf Byron: han er kanske heller Italiens Byron; – men begge disse eiet tungens rørlighet, væverhet, fandt ordets utløp. Det gjorde ikke Guerrazzi, skjønt hans romaner er som fossestryk. Det var Foscolo, som fortsatte som digter Parini’s og Alfieri’s verk; men Guerrazzi blev en døgnets stridsmand, for hvem digtningen blev nr. 2. Han er en type blandt de
