ikke ganske faa stormende frihetshelter, som Italiens samling har fremalet. Cavallotti er en av dem, fra den gang tiderne var enkle og der kun var ett politisk ideal. Calabreseren Domenico Milelli, samtidig av Carducci, er ogsaa en slags utgave av den samme uegennyttige, poetiske kraftpatriot, antiklerikal og kjender av antikken, uten videre smak, paavirket av V. Hugo, en sund retlinjet jordsjæl, som gik til grunde, fordi han slog sig paa socialisme i samme art patos, rendte sig derfor straks fast i døgn-politikkens klunger og døde efter en stormende livsførsel i yderste elendighet. – Guerrazzi sier selv om sin digtning, at den bare er «beleirings-arbeider»: naar staden er indtat, skal de rives ned. Han er det toscanske aands-elements indsats i landets samling og gjenreisning. I literaturen repræsenterer han sproglig den toscanske strømstripe, mens ledelsen før har tilhørt de lombardske (og piemontesiske) digtere, som jo laa under for fransk paavirkning, delvis ogsaa for germansk (den hellige alliance og pave-kultus!). Han forsøkte sig først paa historiske romaner i W. Scott’s lignelse; men hans hovedbok Il buco nel muro er en moderne roman om en borgerfamilie. Ogsaa denne er større i sit utkast end som utførelse; man har dog sagt om dens fremstillingsform, at den intet mindre end fornyer den gamle italienske novelle.
