folklorist og belæste filolog, som kan den antikke og middelalderens prosodi paa sine fingre, bare med smaa epitheta som «flumen errans» o. l. lekende paa tungen efter læsning av Horats og Vergil og andre. – Og Pascoli’s digtning blir altsaa heller ingensinde uttryk for den stormende vivørs overskud eller hans bitre lede.
I arten av hans inspiration ligger hans styrke. Men der ligger ogsaa hans svakhet. Saaledes kan han falde paa at eftergjøre høisommerens lyder, han utleverer til fuglene sit menneskelige alfabet. Hør f. eks. dette første vers av «Il fringuello cieco» (den blinde finke) i Castelvecchio-sangene:
Finch – finche nel cielo volai,
finch…finche ebbi il nido sul moro…
(ɔ: saa længe jeg fløi i himlen, saa længe jeg hadde rede i morbærtræet). Eller i andet vers i samme digt, hvor bl. a. nattergalen synger smægtende farvel:
Addio addio dio dio dio dio…
Eller i sidste vers, hvor den blinde fugl synger til solen:
O sol sol sol sol…sole mio
Denne grad av barnslighet har passert grænsen for det naive. Men der har han jo bl. a. i Marino
