fra 1600 en forløper; det er forresten et træk han har tilfælles med sydlændingen og klarhjernede racer, som har saa vanskelig for at holde maate saadan instinktivt, naar de først gir sig hen i naive og skjønne rørelser.
Der er ogsaa en anden svakhet ved hans digtning, som er en følge av samme evne: I hans haand mistet efterhvert kunsten sin mening og betydning. Den blev bare nips. Mennesket blev i grunden borte for ham, det som dog til enhver tid er en digters vigtigste emne. Man ser bedst, hvor velgjørende de menneskelige ting kan virke som rygrad, i noget av det sidste han skrev: «Hymnen til Turin»; den blev naturligvis under Tripolis-krigen rigtignok chauvinistisk anløpen, men netop det gav versene reisning, saa det blev det bedste han hadde gjort paa flere aar.
Til straf for denne egenhet opdager hans kunst heller ingen nye horisonter, eller gir andres syn en ny retning; han har ingen ordnende og byggende evne i sin haand – bare evne til analyse. Til straf derfor blev han heller ikke paa Carducci’s kateter landets literære samvittighet. Til straf for denne viljens opløsning kan han forfalde til umandig klynk. Og til straf, fordi hans natursans ustanselig færdes i dette kontemplationens mystiske halvlys, virker hans digtning stundom monoton, for ikke at si bent frem kjedsommelig; men det kan jo tildels være dosernes skyld –
