sit menneskelige skind, bli lutter øre, lutter øie; ved synet av vindens klissne lek gjennem den blonde aker kommer han i skjælv, han staar ekstatisk i en lys taakesky; ved humle-surret under slaapetorn-hækken, ved den grosvangre soldis, forsvinder han, gaar op i det uten en rest av bevissthet om sig selv, – som humlen, som svalen, som barneropets ekko under leken. Al vilje er opløst, al mandighet fløiten; der er tilslut ingen digter, det er ikke han som synger, der er bare et konkylium tilbake, som ligger ute paa sletten og suser for alle himmelegnes vindpust. Det er den milde lydhørhet som hos spægede munker, man tænker paa den hellige Francesco fra Assisi, naar han er ute og gaar.
Det vedkommer ikke resultatet, selve digtet, men det er ikke likegyldig psykologisk set: Det er det lærde, forlæste bokmenneske, som falder i staver, naar han en dag tar sig litt stunder til at gaa ut i naturen; han staar med spilte barneøine, tror han hører græsset gro. Det er hemmeligheten ved Pascoli’s gave, kjernen ved hans inspiration. Og saa gaar skole-duksen hjem igjen, lukker sig atter ind i kunstens halvlyse celle, ciselerer hændig frem, endnu halvt indsovnet av blomsterduft, det fine, enkle digt, især i gratiøse terziner, Dante’s metrum, i hvilket han er mesteren over alle. For han er enkel, ikke frasefyldt og retorisk og lærd i sin digtning, denne
