den glatte, tørre vold skled folk allesteds; hvepsesurr allevegne; «druen var het, og i kiperne duftet det allerede most»; kar og kvindfolk stevjes med hverandre i strambottens gamle versstubber. – Og saa tilslut hæver Pasco1i sig i sky, synger et statelig lovkvæde til denne fete, bærende jord, til Italia med floder og hav og sjøer. Hans syn stiger videre, han skuer det uendelig store; han stirrer paa stjernerne, og firmamentet vokser; han stanser svimmel op foran det uendelige – en panteistisk vision! – svimmel og ræd i denne «verdners dumpe hvirvel» ( in quel cupo vertice di mondi).
Dette er, kort gjengit, gangen og indholdet av disse digte, hvori han vendte tilbake til det bedste i sig; samlingen er forsaavidt typisk. I sin literære samtids larmende humbug og reklamesyke er hans poesi som den stille natlampes vage blaff. Han har selv brukt et lignende billede om sin digtning, har sagt, at den er at ligne med den vaakende staldlygts skin eller med lyset hos barnet, som graater i vuggen. I sit mondæne decennium var han landlivets og arnens digter.
Og her har man sagt om ham, at der nok var græs og trær og fugler i den italienske poesi før ham, men først han fik alle bevingede til at synge, alle markens straa til at piple frem, alle trær til at suse, alle blomster til at dufte. Det er sandt sagt: Han kunde den kunst at gaa ut av
