hodet kan vente den fra sydens digtere. Carducci var der brutalere. –
Efter de første digtsamlingen Myricae og Canti di Castelvecchio hadde han en mat periode; i den utgav han bl. a. Poemi convivali og Odi e Inni, hvor han holdt til i den græsk-latinske antiks drivhus. Men i 1909 plukket han til sine beundreres glæde atter vilde blomster paa sin egen slette; – og i saa maate staar dette nye i klasse med den episke digtning, de fem Canzoni di Re Enzio, med norditaliensk emne fra 13. aarh., som han vistnok ikke fik helt færdigskrevet.
Det aar utgav han Nuovi Poemetti. I denne samling skildrer han de vekslende aarstider paa landet; han synger om kornet som faar stængel, om druen som mørkner, om mennesket, denne slettens evige jordtræl, uforanderlig som selve den muld, hvorav han henter sin næring. Og over dette liv de vingede, syngende skarer; vi møter akerriksen, som bygger av røtter og haartjafser sit uvande rede klos paa den nakne jord; svalerne, som smetter ind under takrenden, meiserne, gjøken, som galer sine to stavelser, hakkespetten med det gneldrende skrik, og høit oppe i himlen har vi lerkens tilrende prik; saa, naar den første stjerne tændes over den tause jord, kommer nattergalen, og de to skogduer vagler sig tæt op til hverandre med blyblaa hals indtil hals; uglen gjentar op og op igjen sit uhygge-skrik, og ørnen dra-
