Frem maanen glir: De retter sig og lyer,
hver høi cypres, langs med de dystre diger,
fromt hviskende mens vinden i dem napper.
Der stanser seilende og hvite skyer,
snur sig til den og op de uset stiger
ad azur-templets endeløse trapper.
Ved denneslags hastige oversættelser kan der være en ørliten finesse som gir hele linjen, ja verset, duften, – som er gaat én forbi; der er saa farlig mange av denslags netop i italiensk, kanske mest i versene. Foruten at man jo, naar man oversætter fra «romansk», har prosodien og det rent rytmiske imot sig. Og saa eier det sprog sine malende ord paa helt andre felter end vi har vore. Som eksempel kan jeg netop citere den herlige første linje i denne sonet om broen:
«La glauca luna lista l’orizzonte –»
Denne forventningens majestætiske ro imot maanens opgang! – Eller jeg nævner igjen hin første linje av Uveir – den brummende torden:
«Un bubbolio lontano –»
Men forhaabentlig gir det oversatte dog indblik i arten av hans miniaturer over land- og bonde-liv. Som man ser, er hans symbolik saa litet paatrængende, saa vag og nethændt som man over-
