Brødre, fred! Og pas paa at den haand, som I nu eller senere strækker mot jer næste, ikke smaker av kamp eller trusel.)
I den grad from og partiløs og fredsæl var han. Men derfor slos jo partierne like fuldt om ham til en begyndelse; socialisterne vilde annektere ham som sin, de klerikale indrullerte ham i sit geled. Han søkte at verge sig og svarte dem alle: «Homo sum»; og at han sang bare for de unge sind – med sin kunst var det dem han vilde husvale og glæde. Presterne har dog hat et agtsomt øie til ham, ialfald i de senere aar; men det lykkedes dem allikevel ikke at slippe ind til dødsleiet med sakramentet, – og i den uforsonlige holdning var det kanske traditionen efter hans gamle lærer, hedningen Carducci, som egentlig gik igjen, – vel saa meget som netop Pascoli’s egen hu.
Jeg oversætter endnu et digt fra denne tid – Il ponte (broen):
En havgrøn maane kanter himlens rande,
klær av hver eng, som svøpt i nattens ham er,
og floden flakkende. Med hulk og jammer
mot ensom bro en bølge høres lande.
Hvor gaar det hav, som drog? hvor kildens vande,
som mumler nølende bak busk og stammer? –
Men floden gaar med spring, hvor solblink flammer,
fra ukjendt fjeld mot ukjendt hav og strande
