jo ikke det et helt uvæsentlig moment. Men dette uhyggelige barndomsminde blir ialfald den kilde, hvorfra hans bedste digtninger øser indhold; og bestandig er det likesom sangbunden, det som forklarer hans knæk i livsmodet. For selv om en slik usammensat livstragedie ifølge sakens natur ikke kan være noget synderlig frugtbart eller tændende som utgangspunkt for en digtersjæl, ja selv om motivet kan virke en smule trættende, naar det gjentages slik ved hver digtsamling, eller naar han kommer halende med sin fars lik, bedst som han sitter saadan uanfegtet og pensler sommeridyller, saa kan man aldrig paastaa, det er mundsveir, eller bent frem artistisk manér. Det er trods alt følt. Og i den fortale, som Carducci skriver for ham til digtsamlingen Myricae (1894), sier han at disse sange er som kranser paa hans fars grav: «… Der er fuglekvidder, cypressers sus og kirkeklokkers fjerne klemt: Passer til en kirkegaard.» I Poemetti nævner han det selv i fortalen til søsteren, og i samlingen Canti di Castelvecchio sier han, at de digte den indeholder, er blomster til hans mors grav.
Som sindsytring betegner hans digtning reaktion. Den er heller ikke hvad man kalder mandig digtning. Han retter sig aldrig i impulsiv sund trods – ikke ett øieblik! Hverken ved egen eller andres smerte sporer man nogensteds en saadan trang; han nyder det isteden kunstnerisk. Han
