nerne efter landsens skik kommer med «sending». Der er en overlæsselse av skikke og av det overtroiske apparat; folket tror paa drømme og staar klomset av jertegn og varsler. Der er en pragtfuld opregning av redskap og kjøkkentøi, som visselig sjelden i literaturen har været gjenstand for en saadan retorisk øm kurtise. Man vader gjennem apparatet, mellem folke-overtro og bryllups-skikke og kjøkkentøi og kostelig retorisk salve, saa man ikke har fornemmelse længer av en klar linje. Rigtignok har forfatteren allerede forinden, ved selve den i vore øren bombastiske dedikation, svækket vor hørsel og vort syn for natur.
I begyndelsen av denne akt sitter den vordende brudgoms søstre kvitrende sammen og vælger dragt til den forestaaende familiefest. Det er sankt Hans, det er skuronnens tid her; imorgen skal bryllupet feires – Vienda skal gifte sig med deres bror, fækaren Aligi. Alt er færdig. Saa høres midt i idyllen raa skurfolk utenfor, skrikende, hujende, skraalende, vilde av sommersol og vin; som «gale hunder» leter de efter en jente, som de vil ta med vold. Hun flygter for dem, ind i bryllupsgaarden, og en av brudgommens søstre, Ornella, barikaderer døren indenfor. Men de gale kommer og vil bryte ind for at hente hende ut; de staar utenfor og overhøljer hende, som uanstændig landsens tøite, med
