sand! – En nordbo’s blod kommer ialfald i flimrende ekstase ved en slik brusende sommer.
Her i Abruzzer-sommeren har d’Annunzio staat og mottat inspirationen til sit sidste arbeide; her i Abruzzerne foregaar hans «tragedia pastorale» La Figlia di Jorio (Jorio’s datter), d’Annunzio’s «folkedigtning», hvis ry overstraaler alt, hvad han tidligere har gjort; hans hjemlands kritikere ser i den en «fornyelse av vort tragiske teater», og de som har vaaget indvendinger, døives av haanlatteren. Den er blit til under medarbeiderskap med Italiens mest feirede maler Michetti, som forlængst hadde malt et billede over det gamle sagn-motiv.
Milieuet er ikke helt fremmed for digteren; han har i sin begyndende digtning, den som blev til under paavirkning av Verga og Zola, været sammesteds, hans fødeby Pescara ved havet ligger jo ogsaa temmelig nær. Men saa har det likesom i mellemtiden løst op for ham: retorik, svada, frasen skaptes, slafseriet i klingklangord, som ikke flytter paa nogen ting. I dette stykke er han nu vendt tilbake til det hjemlige, forsaavidt emnet angaar. La mig si det straks: denne inspirations-stund i Abruzzer-sommeren er det egte ved d’Annunzio’s drama.
Han fører os i første akt ind i en bondestue i Abruzzerne, en bryllupsgaard, hvorhen ko-
