utilhyllede drøiheter – en scene, hvorover nok vort hjemlige snerperi vilde kaklet op, saasandt en norsk digter hadde skapt dem. Brudgommen Aligi, som i grunden alt er koglet av hende, vil allikevel, fortvilet og i nagende selvbebreidelse, slaa hende og jage hende fra arnen; men saa ser han pludselig en engel ved hendes side og lar forfærdet stokken synke. Han vil til straf brænde sin egen haand; hun ber for den. Imens kommer faren hjem, blødende efter skinsykt slagsmaal ute i marken i anledning av samme jente. Den fremmede, som saaledes er kommet i deres hus og av søsteren Ornella har fundet beskyttelse ved familiens arne, er Jorio’s datter Mila, hun med det darlige rygte, trollmandens datter, som kan synkverve, som sætter mændenes blod i kok.
I næste akt er vi hos fækaren Aligi i hans gjæter-bu paa høifjeldet; det er høst, han skal nedover fra fjeldbeiterne mot Rom og flaterne. Han bor nu sammen med Mila og er i hendes vold; han gav hende husly en dag han fandt hende paa vidden halvdød og mishandlet; og han elsker hende, skjønt hun er helseløs og føler sig paa det sidste. Her optræder først fækarens søster Ornella tilhyllet og fortæller om hjemmet, hvor nu alle sørger og graater; og hun gir ondt fra sig, fordi man hin gang lukket Mila ind og gav hende ly: faren har faat blodforgiftning av
