me love gjaldt, saa er det ialfald ikke utelukket, at der ved blanding kan foregaa fine sjælelige, for kunsten vigtige forandringer, som ikke lar sig avlæse paa en antropologs brutale skallemaaler; der skal kanske ikke saa stor en draape til for at avle den tinde-fornemmelse som er en kunstners dyre særeie.
I ethvert fald er man ved det kunststudium inde paa et nyt og frugtbringende syn, trods svindelen som uundgaaelig er i hver ny retnings følge; nye tider er simpelthen ved at oprinde for kunstens og digtningens historie. I mine øine gives der nu ikke længer nogen vei utenom, for at naa den hele og fulde forstaaelse av mangt et kunstverk, naa synet. Det vil paany skjænke kunstens studium dybde og befri det for det flate, kosmopolitiske kræmmersyn; det er ogsaa det eneste moment av adel som kan holde det mondæne stangen nu i Europa’s kunst. Det er vistnok paa en maate «romantikken», som her efter lange tider atter banker paa døren – den retning som i sin tid utartet til reaktionær literatur, men hvis egentlige og historiske formaal likefuldt var netop dette, at fremdrage i hvert land de vage stemningsbølger som er folke-sjælens rytme, kort: at gjenføde folkets mystik.
Det studium vil sikkerlig gi indsigt paa mange av kunsthistoriens netop mest dunkle og mystiske felter. Det aner mig saaledes at ad den vei
