vil det spørsmaal løses, som heter barokken, den kunsthistorien hittil maa sies at ha passert nærmest med et skuldertræk, men som kanske inderst inde ingenting andet var end en naturlig bestræbelse for tilegnelse og inderliggjørelse av det nærmest foregaaende stof, nemlig av middelalderen, istedenfor antikken, som laa for svimlende fjernt – et forsøk som paa italiensk grund maaske paa forhaand var viet til forlis; det intime og store bak dens saa tit mislykkede kunst, aner det mig, vil ved det studium først opfattes rigtig. – Det kunde vel ogsaa hænde at gjennem dette studium vil det gaatefuldeste i gammelfransk kunst – den normanniske gotiks fantasi-skabelser (som dens «gargouilles») og i det hele den vilde ornamentik som er i slegt med menneskedyrene hist oppe paa Notredamens gesims – ialfald rykke vor anskuelse nærmere; ti der taler bl. a. race – og raceblanding – ut av disses uutgrundelige træk; ja, det er egentlig derfor de fængsler. – Det aner mig endvidere at det studium vil belyse hvorfra den strid og verdens-smerte stammer som stod i Michel Angelo’s bryst: at kanske derinde har møttes to racer, som endog har hat ordet hver sin stund; … og han har under sit arbeide ikke selv fattet grunden til den illusionens bratte død, som italieneren i ham hitkaldte: men instinktmæssig saa han illusionens hellighet og ukrænkelighet, og germa-
