historie at, hvor stammen isolerte sig og holdt sig ren mot indblanding, sprang ingen kunst frem? Stod Sparta’s kunst høit? men hvordan stod jonernes og Attika’s, hvor indgifte nordenfra fandt sted? Eller romerne i Latium, som fortættet sig til verdens-erobrere: ja, hvor er egentlig quiriternes kunst? Deres eneste virkelige lyriske gemyt, med litt av Verlaine’s rørlighet i smaaviserne – Catul – var født nordenfor Po, hvor kelterne hadde sat sig fast. Og det blide natursyn hos Vergil fra Garda-sjøen virker paa samme maate fremmedartet i sit romerske milieu, som Assisi-munkens intime natur-samliv virker i sin samtid, han som i herkomst muligens var provençalsk opblandet.
Dette moment, blandingen, har Woltmann altsaa ikke øie for; han tror at der av race-rendyrkelsens uhullede resultat skapes kunst.
Han bygger paa skaller og mener i kunsten, som Lapouge mener ved samfunds-dannelser, at al krydsning fører til det daarligere. Det har jeg altsaa i dette tilfælde vanskelig for at tro, eftersom der ikke nødvendigvis gjælder samme love for en gaardbruker eller statsmand og for en stor kunstner; stundom falder de love vel sammen, stundom ikke. Saa det er ikke blot og bart uforstand, naar bondske nationalforsamlinger optræder kunstfiendsk; et ældgammelt stats-instinkt er tillike ute og fimrer. Men selv om sam-
