den indre mekanisme, som hvergang virket bak. Heller ikke er her nogen utredning av problemet individet i dets motsætningsforhold til det som heter «det nationale» og som denne handelskrig saa infamt misbrukte. Det er i det hele ikke min hensigt at løse problemer, saameget mindre som der jo altsaa blandt dem findes nogen som er uløselige, idet de i sin motsætning betegner just den friktion som er selve livet, paa samme evige vis som f. eks. motsætningen mand og kvinde. Det er bare nogen spredte artikler, som dog hænger sammen, eller ialfald hegter sig i hverandre. Men jeg begynder med Tripolis-eventyret, ikke bare fordi Italien nu tilfældigvis er blit min domæne, men ogsaa fordi under hint røvertog vænnet folkepsyken sig til det massedrap som vi kalder krig — vanen naadde frem helt til Central-Europa — samt fordi verdenskrigen ikke er fri for at være litt av en gjentagelse i det store, hvad motiv og drivende kræfter angaar. Og saa har jeg tat med litt om virkningen ved utbruddet paa de smaa, menløse folk (Den indre styrke).
Selve verdenskrigen er der altsaa ingenting om, men vel om forvildelsernes blivende virkning paa sindene (Dagen som gryr.
