Mennesket. Pessimisme). For det gjælder ikke at la sig lokke væk fra diagnosen. Og tilslut har jeg litt om kuren (Den egentlige materialisme. Folkets profil. Evnen til længsel), nemlig om hvad aandslivets mænd i et litet folk faar sætte sin lit til og bygge paa i denne mørketid, som nu forestaar.
Men som indledning tok jeg med – halvt for kuriositetens skyld — en ældre uttalelse om Norges forsvar, skjønt den nu paa grund av verdenskrigens omvæltninger lyder underlig fjern og forældet – eller bent ut: er gjort til skamme; for brikkerne i gnavposen har vi oplevet paany. Den gir et billede av éns syn paa verdensordenen før krigens katastrofe. Og netop derved maaler den avstanden mellem før og nu. Vi vet nemlig ikke endnu hvad vi disse fem-seks aar har gjennemgaat. Ingen aner det i virkeligheten helt tilbunds. Allermindst disse førstegenerationens mennesker som sværmer muntre omkring, med øinene svømmende over av lykke og endnu kniper sig i armen, eller i bilen, og spør: Er det mig eller er det ikke mig? — fordi de nemlig pludselig her en morgen fandt sig selv liggende i sengen som millionær. Vi vet bare at verdenskulturen
