der stak slidte stene frem i veien, og de var rustne av vinterens jernskodde slæde-meier. Der hang nye rakler i haslen, men olderen stod endda med sine fjorgamle mørkebrune smaa-kongler. — Emma, deres lille pige, som for første gang var paa landet, gik foran, ivrig og nyfikent snusende paa alt som en hund. De to stansed op ret som det var og tog smaa kik udover; men først oppe ved indgangen til Juvet blev udsigten helt fri nordover og sørover dalen. — Det var i den fremste stue Bol bodde, hadde Lilleækre-enken sagt. Lidt længer inde i Juvet i skraaningen saa de en stue til — det var vel malerens; den laa ligesom for enden av stien; der var tæt skog derinde. Stuevæggerne stod og skalv ustanselig i vaarens usynlig flammende soldamp; gangdørene i begge stuer stod paa vidt gap og fyldtes med sol, men gapet forblev sort og umætteligt.
Lige under dem paa flaten laa Røysland; der gik en lang allé av hvidstammet bjerk og av løn ret ind mod hovedbygningen fra postveien; der henne stod vandposten midt paa tunet endnu klædd for sikkerheds skyld i halm og strie imod frosten. Der laa gaarder op i hældingen tvers over for; det var glissen bebyggelse her. Men husene paa hver gaard var jo mange og
