de stak sig ikke bag hverandre i klynge — de laa paa rad i ret linje bortover skraaningen som paa en hylde, saa de gjorde meget av sig. Eiendommene var opstykket i lange stengarer, saa de ligned et næt med svære masker. — Dalen kneb sig sammen netop her, det var dette fjældet — det hed Hestanuten — lige søndenfor Juvet, som skar sig saa stærkt frem. De saa det fra siden heroppe de nu stod; det reiste sig stort, bratt og glatslipt som et glasbærg i eventyret, og øverst var det som en vældig halvkuppel paa form, saa glat at det sken paa solkins-dage. Der var hvide striber kvartsgange nedover: — Det maa være efter Grimsborken, sa Nils, — som sparked imod, da det bar udover. — Der stod løvtrær øverst, imod himmelbrynet, gulbrune av rakler. Nedenunder kuppelen var der graa ur, røis av smaa sten øverst, men de tiltog i størrelse nedover; det var svær kampesten nederst, og de som var naadd helt ud i vandet, stak op store som hus. Postveien hadde ryddet sig frem gennem uren; men skydsen igaar hadde fortalt at de kørte helst lidt i trav der, for der løsned av og til endnu sten deroppe, og var den tung og først kom i sig, saa —! især om vaarene. Og veien hadde lignet en gade et par steder, med smaa
