menskrumpet sjæl! … Blev han ikke ogsaa uven med alle tilslut?
— Han rømte Vel fra zigøinertruppen i dyrehaven, svarte Nils, — som min far kaldte det. Redde hvad reddes kan!
— Og saa har han fundet sig den stuen deroppe for at bli alene med sig selv … for at søge indover til sig selv, — er det ikke saa du siger, naar du er som filosofiskest?
— Han vansmægted efter natur-mennesker.
— Jeg er saa glad at han bor saa nær, sa hun. Saa kan du, som sagt, faa vink, naar du nu begynder at pusle med malerskrinet. Naar folk tar til sæters, blir det jo stille hernede i dalen.
— Jeg er ialfald glad, at det ikke er en landsens doktor eller en fut eller andre kortens-spillere som bor der. —
De gik opover i vaarbløte. Hun gik allerede i sit store, vinskibelige husmors-forklæ, som stak kridhvidt frem under den halvside sorte kaabe. Der var allerede store brandete flækker bart paa alle jorder. Sneen var gaat sin vei i bratte bakker og paa aker-rener. Solen stod paa og tinte i dalen, og der laa melkehvid vaardis over den mørke skog, Som var sneløs i baret. Det var en tømmer-vei de nu gik;
