klog bevarelse av evnen til fornyelse. De mennesker blir gerne ensomme; men det blir jo inderst inde altid kultur-mennesket, naar det er begavet, fordi det kun er sin egen særprægede naturs dyrkelse det føler som kultur. Man ser de mennesker i samvær oftest dække sig under humorets kaabe, og man hører dem stanse folk paa halvveien ved en munter eller vittig vending. Men den side, at i den sky laa der et evigt fornyende væld, hadde frilufts-perioden og jargon-rien liden anelse om.
Fru Anna Brosme var, trods al mors-naturens selvforglemmende uro, i grunden et saadant sparsommeligt natur-væsen. Det var især det hun uklart hadde følt ovenpaa det ene causeri i avisen. Hun hadde tillige fra barn av gennem den gammeldagse opdragelse lært beskedenhed og tilbageholdenhed; av sin muntre far hadde hun arvet humorets skøier-tone til at dække sig. Kanske denne sky alligevel netop mest bunded i hendes store mors-natur, fordi hun følte at det var hendes væsen. Og fordi hun følte det med blussel.
Anna gik opover Leite-veien den morgen og snakked om at hun nok trodde hun forstod maleren: — Han var jo av dannet familje. Hjemløs av kræsenhed … En artistisk sam-
