glimrende race-manifestationer — de var ialfald ikke tilstrækkelige de som var bevaret fra hedenold; de hadde desuden et asketisk drag — de var, ialfald for den kunstneriske genfødelse, karrige. Men for at ha lidt mer at rutte med, for at gyde passion i retningen, skabe rus, sammenblanded han og stived han op bevægelsen med bibelske brokker fra stammer med helt fremmedartet religiøst følelsesliv, hvis fatalistiske religions-system kræved legemets underkastelse og menneskeaandens resignation og derved er al renæssance, al selvhævdelse fiendsk. Hele bevægelsen var fremdeles den dag idag udover bygderne og i daler et offer for denne konfusion.
Man vented endnu paa renæssancen her nord. Muligens den aldrig kom. Men muligens fandtes der alligevel stof til genopvækkelse og reisning. Og muligens vilde der ogsaa opstaa en mand, som ikke var blit døvhørt av kamplurens skratt, saa han kunde lytte langt nok tilbage, gennem det nationale bulder; — eller saa skarpøiet at han evned at stirre ned gennem slægterne og finde særprægets dunkleste kime.
Her nordpaa hed i ethvert fald fænomenet «romantik». Thi romantik var race-fornemmelse, enten av sin egen, eller av en fremmed
