naar denne var udpræget, som det forvildet skedde f. eks. delvis i fransk romantik, hvor man søgte mod Østerland, ligesom Grundtvig søgte til det hebraiske folkeepos; det var nemlig feil, naar man her hævded at det var, rent kunstnerisk, pragten og det blændende man søgte i Orienten: det var en udpræget race man søgte, i følelsen av at éns egen ikke var det, en race som hadde holdt sig uopspædd, i lummer inderlighed. «Romantik» var nemlig et psychologisk udslag, og ikke først og fremst en literær kategori, den var et folks trang til udfoldelse av sin intimeste virkelighed. Men aarhundredets retledere i kunst, hvilke for den største del var av hebraisk herkomst og derfor selvfølgelig uden stærk følelse av race, fik væsentlig — ganske naturligt ! — øie paa nogen ytre, forkrøblede symboler som den «blaa blomst», eller de hæfted sig endog udelukkende ved den fare for reaktion som laa i det indestængte, i selve indadvendtheden i og for sig. «Romantik» var naturnødvendig race-eruption. Selv «folkevandringerne» var saaledes vistnok en slik mystisk eruption ovenpaa kuende forhold, eftersom en saadan langvarig udlængsel med dens uimodstaaelige realisation ikke psychologisk lod sig forklare paa baggrund av lykkelige, race-suve-
