eller hat eller vid – nugae er det visst han kalder det selv – og som er den eneste virkelige lyrik, Roma eier; og saa kan han forfalde til lærd digtning uten spor personlig indhold, som den ufrie, opstyltede carmen til Attis eller den forsmædelig uegte til Berenike’s haarlok – det skjære aleksandrinske snurrepiperi! Og i vor egen gamle skaldskap har vi en lignende skikkelse i Sighvat Skald, hos hvem enkelhet og vreden, lærd digtning lever uformidlet side om side. Reglen er vel ellers, at denslags ikke er samlet i samme person, men at det har spaltet sig i retninger, hvor det har ordet hver sin stund i et folks litterære liv. Hos Dante træder det døde frem, hvor han griper til det poetiske fællesgods, til den klassiske antiks falmede apparat, hvilket røber en naiv ukritisk kunstsmak: naar han som poeta doctus driver paa med Aurora og hele det mytologiske rustkammer eller indleder lignelser med «ikke anderledes end», saa føler han slet ikke noget tryk, han er aabenbart like stolt av dette uegte og laante som av det udødelige. Hans mønstre i digtning er klassiske, som han jo ogsaa stolt sier det til Vergil i Inferno’s første sang:
