ningerne, er dette frem og tilbake intet andet end uttryk for den evige og velgjørende spænding inden menneskesindet mellem følelse og intelligens, mellem hjerte og hjerne. Psykologisk betragtet, en utpræget mandfolkeytring, hvilket jo forresten – det ligger i sakens natur – alle kunstneriske og litterære retninger er opover i historien, av den enkle grund at det kun var mænd som blev deres ophav og førte an.
Dante’s Divina commedia er et saadant tiltak paa italiensk grund. Det digt, særlig Inferno, er den stammes første vældige gjennembrud. Og det bærer præg av begivenhetens alvor, der aander høitid av digtet, og sterk følelse skjælver gjennem versene – anelse og andagt, som vel i intet digt i verdenslitteraturen, selv ikke hos Pindar. Der er dugfriske billeder fra hans eget land, der er flunkende nye situationer og scener ført ind fra hans eget folks senere historie. Men samtidig er der døde partier, simpelthen pletter, som syner os en forunderlig litet sigtende evne. Denslags er forøvrig intet særsyn; selv hos digtere som Catul lever jo denne motsætning umenget side om side: han skriver som bekjendt de enkleste, mest likefremme improvisationer, fyldt av kjærlighet
