Tu se’ lo mio maestro e il mio autore:
tu se’ solo colui da cui io tolsi
lo bello stile che m’ ha fatte onore.
Hos Petrarca er forholdet det selvsamme.
«Lo bello stile!» Denslags varsler at folket maa til igjen. Og den har øvet sin fordærvende gjerning, om den end ikke fik den magt som i skulpturen, hvor man jo ustanselig møter renæssanse-mestrenes gjentagelser av de antikke motiver – Torneuttrækkere, smaa Laokoon-replikker – enslags øvelsesarbeider vistnok, men vi har dem da staaende der til vore dage, ved siden av Verrocchio’s Colleoni og Donatello’s Guatamelata, som begge er den egte, fri digtning, litt tunge – det er saa – sammenlignet med den selvfølgelighetens gratie, som er geniet i Marc Aurel’s rytterstatue fra antikken. Maleriet har her staat mere frit likeoverfor det klassiske tryk; Giotto’s kunst blomstret med den middelalderlige anekdote som indhold suveræn og stor midt i de byzantinske brokker. At saa blev tilfælde, ligger i sakens natur, da der vel var litet av antikke fresker at efterligne . Men man ser dog hvor snart trykket kommer, f. eks. i Ghirlandajo’s kunst, hvor bl. a. antikkens ornamentik simpelthen avbildes i hans malerier. Eller f. eks. Mantegna’s kunst – jeg tænker paa
