Caesars og Scipio’s triumftog. Men det sier sig selv at det blir prosaens kunst som til en begyndelse staar friest. I den ældste novellesamling – Cento Novelle antiche – med stykker av vidt forskjellig herkomst og alder, findes der fortællinger som man ikke kan føle har hat spor med latinen at gjøre eller har været under klassisk paavirkning. Og det samme gjælder i grunden Sacchetti og Boccaccio. Novellen betegner i Italien fremfor anden kunst den direkte tilknytning til og fortsættelse av middelalderen; det ligger i sakens natur at forutsætningen her er at finde i den menige mands mundtlighet, i den levende tale, og det kan bli et spørsmaal om den ikke derfor er en helere, egtere gjenspeiling av det inderste i italiensk aand som den er den dag idag, end al den bildende kunst tilsammen. Vistnok merker selv en ulærd ved Boccaccio iblandt at han kan latin, men det klassiske er ialfald i høiden bare løst paahæng; og Sacchetti’s anekdoter synes mig som regel ganske fri for tirader som smaker av direkte tryk her, – saa i det mindste, hvor det gjælder replikkerne og selve gjenfortællingen; for det hænder jo at han i stilistisk beknip slaar over i blank latin, og han er svær til at konstruere med parti-
