vâr. Kunstverket stilles frit hen. Og er fremmede motiver, som eventyr, kommet med ind, er sammensveisingen foretat med en kunstnerisk kraft og hete, saa der ingen ytre skjøt er at se og føle, – til forskjel f. eks. fra Boccaccio, naar han nester i hop motiver som oprindelig ikke hører sammen; i ethvert fald er lapperne lettere at gaa efter i skjøtene der end i sagaen. – Novellen er desuten overfladisk i saa mangen tegning. I farten mindes jeg f. eks. maaten den skildrer hvorledes avindsmænd drypper mistankens og hatets gift i en høvdings øre: i Novellino griper rivalen til en kluntet løgn, at medbeileren ikke taaler kongens onde aande. Men husk saa Hilderidssønnerne i Egilssaga, hvorledes de hvæset edder i Harald Haarfagres øre mot Kveidulf’s ætt, der de dukker op som røisekatten, hvergang kongen kvelder sydover leden! Eller husk den misundelsens hvislende orm, Mørd nærer i Njaals-saga, da han forleder Skarphedin og brødrene til drapet paa deres halvbror Høskuld Kvitanesgode.
Der spiller mangt ind som gjør novellen i syden kunstnerisk underlegen vor saga. I det miliø, i det menneske-mylr var en ættesaga utelukket allerede paa grund av selve uroen, man kunde ganske enkelt ikke over-
