komme at følge ætterne intimt og nøie nok; endvidere sliptes sindene rationalistisk ved den livlige omgang, synets store enfold maatte mangle, den en vinterdvale i en lukket grænd paa en avsides ø avlet, og der var ikke den adgang til at utvikle evnen til selvfordypelse. Man ser ogsaa der manglet den kunstnerisk skapende utholdenhet – man kan gjerne kalde det flid –, enten nu forklaringen ligger i racen; eller i det hvileløst skiftende folkemylr; eller simpelthen i klimaet, det vil si: i luften, i sydens hidsige, drivende aaringer, som var gaat ind som fast træk i menneske-sindets struktur og ikke levnet ro eller rist til kunstnerisk kontemplation. I sagaen derimot, hvor hovedskikkelsernes tegning lettes (og derved begivenheternes opbyggen) ved det faktum at der var forholdsvis faa ætter at holde rede paa, og hvor man altsaa naadde at fiksere deres særegenheter og fastholde dem, der utvikler sig et skjærpet blik for motsætninger i ytre og i karakter, for ulikheter. Og dette krav til motsætning gjør sig tilslut næsten gjældende som en fast og almen konstruktionslov; en del av kompositionens hemmelighet ligger gjemt her, i den dramatiske spænding. Man faar et vigtig moment saa at si i skjænk. Og
