blinde ind under den solløse, truende himmel, slik vi faar et glytt av det i Gisle’s saga; og paagaaenheten var bare uroens reaktion, trangen til at komme faren i forkjøpet – det som paa moderne generalstabs-sprog heter «den offensive aand». Denslags analyse indlater sagaen sig aldrig paa.
Denne sans for det aktive forklarer den svake natursans, de sky stemninger her; som regel bemerkes der ganske kort at det var klart veir, maaneskin; og kommer det langt, som ved Gunnar paa Lidarendes gravhaug (Njaalssaga kap. 78), er det drivende skyer foran maanen. Med dette træk hænger ogsaa nøie sammen at sagaen tildels ikke har noget tilovers for det erotiske – jeg har antydet en av grundene: den «rationalistiske» sky eller blyghet; især utpræget kvindepsykologi indlot den sig nødig paa; den har et moraliserende øiekast til hundyret, kvinden som saadan. Her minder jeg om Gudrun, heltinden i Laxdølasaga, for hvem eros var alt, og i hvis væsen der ikke var en trevl valkyrje. Eller fra Eyrbyggjasaga Thorgunna, som kommer til Island paa irsk skib med silkestas og fine vaner: denslags bringer ulykke i sit følge, de mennesker fører ætten i fordærv. Ogsaa der er
