mede folks sorg og kvide – vel kanske særlig kvinders. Og naar han sitter paa Island, ser vi han er fredsæl; først hans søn kommer jo ifølge sagaen op i krangel om beitesretten med naboerne.
Disse træk av følsomhet ligger nu hen som ubrukte brokker i sagaen. Det er en ting for sig at netop dette ubevisste ved kviden er det, som skjænker sagaen mandig reisning, gotik. Den er altsaa egentlig ikke sagaskriverens fortjeneste, den er ikke bevisst kunst. Kunst vilde her kanske trængt den over i det betuklede, i verdenssmertens sentimentale slim. Men vindingen beror i tilfælde likefuldt paa manglende forstaaelse hos sagaen.
Det er i det hele det aktive, som har slaat an hos tilhørerne; det er dets lov og pris sagnemanden særlig leverer, ikke hengivelsens. Det er saa, selv om den – hvad der nok kunde være grund til – ikke indlater sig paa at analysere arten i sine helters spændstighet, som i virkeligheten stundom var bare en følge av den evige utryghet; utrygheten, frygten var blit en del av deres sjæl, som famlet
