nemlig sagaen blind paa det ene øie, idet racens tilbakegang nok ikke skyldes smakens bløtagtighet, men just selve de store bedrifter, som ved idelig manddrap tyndet rækkerne i de gjæve ætters skog; i det øde ligger først og fremst varslet om forfald og nedgang.
Men paa denne sagaens uforstand likeoverfor kvindepsykologi er det store eksempel Hallgerd i Njaalssaga. Jeg agter ikke netop at føre hendes sak; men jeg vil peke paa de vigtige momenter, sagaen lar ligge, men som forklarer. Sagaen glemmer egentlig ikke – det er rent merkelig, hvor den i sin skarpe virkelighetssans dog har alle momenter men den puffer tilside, fordi tilhørerflokken ikke egner sig for en finere sjælsanalyse i det kvindepsykologiske. For imidlertid at faa det rigtige helhetsbillede av hende maa vi se hende i sammenhæng med hendes æt og barndom, samt hendes livsskjæbne, før hun træder ind i sagaen som Gunnars kone.
Om hendes snedige far Høskuld fortæller Laxdølasaga. Han kjøpte sig i Danmark av en trællehandler en irsk trælkvinde Melkorka, egentlig en irerkonges hærtagne datter, og førte hende med sig ut til Island som frille.
