rædde træl i sin svarte kappe, saa han forveksledes for sin herre og blev dræpt i hans sted! Han har skiftet hu som Olaf den hellige, hans stridbarhet er borte. Og i sin fredløshet er han tilslut blit søvnløs av forfølgelsen og nervøs, jages av onde drømme, tør ikke være alene, er mørkræd. Der er ikke stort igjen av hedenolds helt her, av hans mod, av hans kolde, klare tanke. Og hans hustru Auð prøver forgjæves at hjælpe ham til en stakket hvile i sindet. Denne ensommes strid med rædselen, som er det centrale i sagaens indhold, er dypt og fint tegnet. – Og saa staar der i et av de sidste kapitler (XXXIII), der hans fiender omsider finder frem til hans skjulested, at den nat hadde han særlig ondt for at sove; tilslut blir hans kone og han enig om at staa op og søke bort til deres hemmelige jordgamme litt fra husene; de var tre – en fosterdatter ogsaa, for Gisle var barnløs. Det var sidste sommernat, staar der, og veiret var slik, at det var blikstille og duggen rimet i græsset. Saa gaar de; de var i side kjortler, staar der, og kjortlerne slæper i det duggede græs og lægger et mørkt far efter sig … Bak dette utsøkte lille billede av jernnatten og de tre ligger det fineste natursyn i al ættesaga.
