Og likeoverfor dennes psykologi forstummer al kritik – der er intet uutført, like fra hanreiens dyriske smerteskrik utenfor konernes dyngje til det stille digt om den høie jernnat over de to indtil døden trofaste egtefæller.
Hvad jeg vilde ha forutskikket: det er altsaa stor forskjel paa sagaerne i deres evne til psykologi. Det maa man holde sig for øie, naar man skal paapeke hvad sagaen ikke forstod. – Men ikke bare det maa man holde sig for øie. For at naa til et nogenlunde eksakt resultat burde man ogsaa skille ut fra hverandre de to eller tre hold som laget vor saga, det er: den som nu foreligger – jeg mener: selve fortælleren (sagnemanden), nedskriveren, bearbeideren (der hvor disse to ikke er en og samme, som vistnok ved Njaalssaga). For vor saga, slik vi har den, er jo utgaat som resultat av hele to-tre seklers arbeide og deres skiftende smak, saaledes tilhører f. eks. partiet om Breiðvikingakappii Eyrbyggjasaga paatagelig et yngre lag end det andet, det er som sagt en ekstraservering for en smak og for en tilhørerflok fra en helt anden tid end den som lyttende nød Mostrarskeggingernes kampgny paa Dritsker; episoden i samme saga med Thorgunna og
