men med og har sin forklaring i den paa saa mange omraader utpræget formalistiske sans ved vor stamme: man kommer jo ved denslags utslag til at mindes f. eks. vor oldtids kunstlede skaldedigtning – den kjendsgjerning nemlig at en digtning, som randt op i den pureste rebus, dog kunde holde sig saa længe og utgives for og æres som digtning; man mindes sakførselen og prokuratorknepene i Njálssaga; man mindes til og med normannisk kunst, som man har møtt i Syden … søile-leken i Monreales klostergaard ved Palermo, det vidunderlig gratiøse og fuldendte, men stofløse, hvorav intet videre utviklet sig, til forskjel fra, ja i motsætning til den longobardiske tunge ornamentik, som spillet ind ved renæssansens kunst og hvorav saa meget grodde. Med dette stammens anlæg, mener jeg, kom man let til at overdrive ut i det uhyrlige denne reform i det ortografiske og fremkaldte altsaa tilsidst det rene virvar.
Men til konfusionen bidrog ogsaa at man ved glosen «stil» blandet sammen to begreper, som intetsomhelst har med hverandre at gjøre, nemlig stil i den skrivende kunst og «stil» i betydning av utarbeidelse i morsmaalet paa skolen, «stileboken».
Kaoset blev som sagt ganske vidunderlig
