tilslut. Men grosserere, journalister, fabrikchefer, forfattere var i den skjønneste enighet om hvad «stil» var. Og til vern om den vil de endog oprette et sprogsmakende raad sammen for at præmiere verker skrevne i det bedste norsk. Det indre kaos gliste just frem i den bristeløse enighet. Og sprogstriden her iaar er et ferskt eksempel paa konfusionen ute i almenheten med hensyn til begrepet stil.
Den, som rødmaler en laavevæg av uhøvlede bord, har én teknik; og allerede den, som «rosemaler» et kistelok en litt anden, et andet lag med kosten og kast med armen, et litt andet «foredrag», en litt anden «stil». Men «malere» er de begge; og maalet er at gni farverne godt ind i veden; fælles for dem er endvidere at de fører en flytende kost. Og den, som maler en graalys sommernat, eller den, som skal fæste ned paa lerretet den bristefærdige sjæl i et barns blik, se han har endnu en ny teknik. Men «maler» er han ogsaa; og det redskap, han holder i sin haand, ligner væsentlig de andres og ogsaa det er jo flytende. – Saa og med «stil» i ordets rike. Den, som sitter og smir sammen en leder i en avis; eller den, som staar oppe paa en prækestol og dunker de evige sandheter ned
