mundtlighet. Slitet, avslipingen, som ellers er hemmeligheten ved dens effektfulde knaphet, er paa dette punkt tit en følge av den naturlige sky, som det emne avfødte; datidens tilhørerflok var her selvfølgelig som den almene mand, som landsens folk fra idag; de var ialfald ikke mindre sky. Vi behøver bare minde om at der var straf for elskovskvad («mansongr») – selv om de vel har været av drøiere art og mer utilhyllet i sine reelle hensigter end nutidens erotiske lyrik, foruten at de har hat direkte adresse. Eller minde om deres sky uttryk for det erotiske kys; «eptir þat stendr Kjartan upp og hvarf til Ingibjargar», staar der i Laxdølasaga; det betyr at han kysset kongssøsteren!. – Det er et almenmenneskelig træk at ville skjule sine følelser her bak skepsis og ironi – saa ialfald for manden. Han glider endog over i liderlighet for at dække sig, eller slaar føleriet bort i en drøihet, hvilket altsaa ikke nødvendigvis er slibrighet, – næsten likesaa let det motsatte: et resolut forsøk paa at faa det som samtale-emne henlagt! – foruten at det stundom sker, saa underlig det lyder, for at stive kvinderne op og holde dem moralsk oven vande. Saa her nord. I syden og i novellen har nok saare sjelden drøiheten den
