aarsak. Og just et klart indblik her bidrar iblandt til at forklare balladens rent lokale utbredelse hos os i middelalderen, jeg mener: der er sjælelig haardføre, «rationalistiske» strækninger i vort land, hvor balladen, hvis emne omtrent altid var eros, av denne grund simpelthen har hat vanskelig for at sætte sig fast og bestaa.
Men denne folkelige holdning likeoverfor det emne har øvet pres paa sagnemanden. Stundom foretrækker han at fare over emnet, om ikke med en harelab, saa i et par korte, tørre ord. Eller han forflatiger emnet og den psykologi, som der spiller ind. Og det sker altsaa ikke, fordi de gamle nordboer manglet lidenskap eller indsigt i kjærlighet. – Ogsaa ut fra dette synspunkt blir moderne litteraturs forsøk paa sagaknaphet saa let bare unatur og skaperi, specielt fordi der fattes hin sagaens indre aarsak til knapheten.
Før jeg gaar ind paa enkeltheter her, vil jeg for sikkerhets skyld minde om at der som bekjendt er stor forskjel paa sagaerne just her; én faar mere med, en anden mindre. Eller man kan si det slik: én saga har bare enkle, for publikum let fattelige karakterer. Av dem er Egilssaga, hvor det erotiske motiv er holdt i bakgrunden, skapt
