fordi der er likhet. Jeg nævner her f. eks. kvelden efter Olafs fald paa Stiklestad; der har tegningen uvilkaarlig været under tryk eller tat farve av det, man har læst i sine hellige bøker om hændelserne ved Kristi død. Det er vel heller ikke utelukket at der herfra er indflydelse at spore ved skildringen av Gisle’s sidste dage – sjælssagtmodigheten, anfald av ædelmod – og endog ved Kaare’s sidste tid paa Island (Njaalssaga kap. 151). Og likheten mellem Josef og hans brødre paa den ene side og Høskuld Kvitanesgode og Njaalssønnerne paa den anden er kanske heller ikke helt tilfældig. – Netop ved denslags røber sig maaske særlig, om kanske ikke paatageligst, den prestelærde nedtegners finger.
Altsammen er det fællespartier, som har været sagnemanden til støtte i hans intime rapport med publikum.
Men der er punkter, hvor publikums flittige medarbeiderskap er av betænkeligere art. Det træder frem, hvor det gjælder mer sammensat psykologi. Særlig kan det erotiske komme ut for brøstholden behandling; og da hænger det direkte sammen
